Sidste høsttidspunkt er høstet i forsøgene på Foulum

4. december 2024

De sidste parceller er høstet for i år

Sjette og sidste høsttidspunkt i høsttidsforsøget på Foulum blev høstet idag. Der var ikke meget grønt biomasse tilbage på elefantgræsset, og det bliver spændende at se om der kan presses noget grønsaft ud ad biomassen. I starten af januar næste år går AU-BCE – med Morten Ambye Jensen i spidsen – igang med at ekstrahere protein fra prøverne, der er udtaget i forsøgene. I forsøget med høsttidspunkter er der 40 prøver, og i genetype forsøget som ligge lige ved siden af i marken er der 32 prøver. Vi forventer at have svar på protein-indholdet i løbet af foråret 2025.

Formålet med høsttidsforsøget er at undersøge muligheden for at høste topfraktionen af elefantgræs som grøn biomasse om efteråret til udvinding af protein, mens den resterende stængelfraktion høstes som tør biomasse sidst på vinteren til pyrolyse. I forsøget undersøges effekten af at høste topfraktionen på forskellige tidspunkter i løbet af sensommer-efterår og i forskellige højder (for ét af tidspunkterne). Der er fokus på kvælstofindhold (som udtryk for proteinindhold) og udbytte ved høst af topfraktionen og ved høst af stængelfraktionen, og desuden måles der på genvæksten i den følgende vækstsæson.

Sidste høsttidspunkt bliver høstet i høsttidsforsøget, Miscanthus Gigantum.

Øverst i billedet ses genetype-forsøget og nederst i billedet ses høsttidsforsøget i Miscanthus Gigantum.

Formålet med genetype-forsøget med 4 forskellige sorter af Miscanthus sinensis, er at screene de forskellige miscanthus-genotyper for proteinindhold og udbytte ved høst af topfraktionen på to forskellige tidspunkter sensommer-efterår og ved høst af stængelfraktionen sidst på vinteren.